Vi bruger cookies

Når du klikker dig videre på hjemmesiden accepterer du samtidigt vores cookiepolitik. Læs mere

Er dit hus i risikozonen?

Der er særligt fire forhold, som har betydning for radonniveauet i din bolig; din boligs placering, boligens stand, boligens type og dine vaner ift. udluftning og brug af boligen.

Boligens placering

Radon findes i undergrunden, og du skal derfor se på, om din bolig er placeret i et område, hvor undergrunden indeholder meget radon. Til dette kan du anvende nedenstående kort.

Kortet er udarbejdet på baggrund af radonmålinger i undergrunden og i bygninger rundt om i Danmark og indikere, hvor i landet der findes store mængder radon.

Jo mere radon, der er i undergrunden, hvor du bor, jo større er risikoen for, at der kan sive radon op i dit hus. Der er mest radon i undergrunden på Bornholm, Sjælland og øerne.

Boligens stand

Udover boligens geografiske beliggenhed, kan husets stand indikere, om der er en øget risiko for et højt radonniveau.

Hvis din bolig har dårlige ventilationsforhold, er der f.eks. større risiko for et højt radonniveau. Det samme gælder, hvis huset har revner, sprækker eller andre utætheder, hvor radon kan sive ind.

Det kan f.eks. være utætheder:

  • i kælderens gulv
  • i vægge mod jord
  • i etageadskillelse mellem kælder og stueetage
  • ved rørgennemføringer og afløb
  • mellem dør til kælder og stueetage

Boligens type

Hvilken type bolig, du bor i, kan ligeledes have betydning for, om din bolig har et for højt radonniveau.

Der er f.eks. større risiko for et højt radonniveau, hvis du bor i en bygning uden kælder, end hvis du bor i en bygning med kælder. Det skyldes, at bygninger uden kælder har direkte jordkontakt. Kælderen kan altså fungere som en form for buffer mellem jorden og boligens øvrige etager. Det kræver selvfølgelig, at der ikke er utætheder i etageadskillelsen, som beskrevet ovenfor.

Dine vaner ift. udluftning og brug af boligen

Du kan også selv have indflydelse på radonniveauet i din bolig og i hvilken grad du påvirkes af radon. Det kan du gennem følgende faktorer:

  • Hvis du ikke lufter regelmæssigt ud
  • Hvis du ikke sørger for at skifte filter i dit ventilationsanlæg, når der er behov for dette
  • Hvis du opholder dig meget i din kælder eller anvender den til beboelse

  

Trin 2: Få radontestet din bolig

Hvis du har mistanke om, at radonniveauet i din bolig er for højt, kan du relativt nemt og billigt få fortaget en radontest. Testen skal bestilles hos en virksomhed, der har specialiseret sig i at måle og analysere radon.

Trin 3: Sådan nedbringer du et for højt radonniveau

Hvis du får konstateret et for højt radonniveau i din bolig, kan du i nogle tilfælde selv nedbringe niveauet med enkle forbedringer. For eksempel kan du udbedre eventuelle utætheder i husets konstruktion eller forbedre ventilationsforholdene.

Radonsikring i nybyggeri

Radonsikring er et funktionskrav i nybyggeri og ved større renoveringer. Kravet fremgår i Bygningsreglementet og kan opfyldes på forskellige måder. Forhold som tæthed i konstruktionen og etablering af ventilation og luftskifte i byggeriet kan have betydning for, om kravet om radonsikring er opfyldt.